Nu er det endelig Jul!

Post date: Dec 21, 2011 10:17:01 AM

Kære Egedal Basket Klub spillere og supporters,

Aldrig før har jeg set så meget frem til julepausen som i år! Vi har haft hvad jeg tror, er vores klubs sværeste og værste sæsonstart!Først gik det helt galt for forbundets nye IT system som vi bruger til organisering af kampe, og vores turneringsleder Lone fik kun en enkelt aften til at arrangere alle holdenes kampe. Det var en helt umulig opgave, som dog blev løst.

Men ak ak – hvad vi troede var en rutine vedligeholdelsesopgave af vores kurve - viste sig at være en alvorlig sikkerhedsbrist. Kommunen tilkaldte leverandøren Virkelund – der dømte ophænget af kurvene ude. Faktisk var skaden så alvorlig, at de end ikke ville påtage sig ansvaret for en reparation. Samtidig meddelte de, at der var risiko for at ophænget ville briste, hvilket ville medføre, at kurven fejer helt ned og rammer gulvet eller hvad der måtte stå i vejen.

Gode råd var dyre. Alle muligheder blev undersøgt - lige fra anvendelse af andre haller, indkøb af diverse stående kurve systemer, til flytning af kurve fra en anden af kommunens haller – men summa summarum blev, at der skulle nye kurve til, pris: 150.000 kr. Var der nogen der sagde finanskrise?

Jeg skal undlade at trætte jer med de uendelige samtaler med kommunen, der dog hele vejen har været utrolig imødekommende, men blot konstatere, at det på forunderlig vis er lykkedes at grave pengene frem – arbejdet starter 2. januar og vi kan se frem til helt nye kurve, når vi starter op i det nye år!

Den helt umulige hal-situation har kostet på basket fronten. Vores førstehold, der gik med planer om oprykning, må se i øjnene, at det ikke bliver i denne sæson. Vores ungdomshold har humpet sig igennem, spillet alle kampe på udebane og den manglende mulighed for træning på stor bane, har sat sine spor på resultaterne.

Men vi er stadig med! Vores sommer basket skole og arrangement i Egedal centret har kastet rigtig mange nye minispillere af sig. Pigerne er kommet i kamp for første gang, og selv om det naturligvis er svært, forbedrer de sig fra kamp til kamp. Tilgangen til junior herre er stor hvilket er glædeligt, men også en stor udfordring for vores unge trænere. Jeg er derfor utrolig glad for, at Rene Carlberg har sagt ja til at træde ind i træner teamet som cheftræner.

Vores ynglinge hold har haft svært ved at få spillet til at fungere, og det har været vanskeligt at stille hold til kampene. Vi arbejder derfor med en model med at slå ynglinge holdet sammen med vores 2. herre hold. I forbindelse hermed overvejer vi også at justere lidt på træningstiderne – mere herom straks i det nye år.

Hele klubbens eksistens hviler på, at vi alle – spillere såvel som forældre – bidrager til fællesskabet udover bare det at træne og spille. Det er derfor klubbens forventning, at alle påtager sig opgaver hvad enten det er ved dommerbordet, som holdleder, dommer, træner, udvalgsmedlem eller andet. På den måde bliver opgaverne fordelt uden at de bliver en belastning for de enkelte.

I forbindelse med at nogle af bestyrelsesmedlemmernes børn er stoppet i klubben, har vi behov for tilgang til bestyrelsesarbejdet. I vil derfor i løbet af januar opleve, at bestyrelsen dukker op til diverse træninger, for at tale med jer om deltagelse i dette arbejde. Det er faktisk rigtigt sjovt at deltage i ledelsen af klubben, og jeg skal stærkt opfordre jer til at I træder frem og tilkendegive jeres interesse.

Bestyrelsen har besluttet at vi også i 2012 vil deltage i Århus Basket Festival i påsken. I år vil vi forsøge at få tre hold med – Piger U16, Drenge U16 og Drenge U18 – og vi håber på stor tilslutning til denne tur. Her vil jeg ligeledes opfordre forældre til at træde frem og tage med som holdledere og supportere – det er en fantastisk måde at være sammen med de unge på! Der vil snart komme tilmeldinger ud - så hold øje med mailen.

Til slut vil jeg ønsker alle en Glædelig Jul og et godt Basket Nytår.

Jørgen Travis

Formand Egedal Basket Klub